En smuttur til Tyskland

500 km sydøst for Skinderholm ligger et sted, hvor der er god termik, langt til nærmeste luftrum og hvor der er plads til at flyve på eventyr.

I uge 28 ligger flyvechefen, Bjarne Sørensen, vejr-tarotkort. Vejret for uge 29 ser nedslående uge i Danmark. Bjarne Sørensen foreslår, at vi kunne flytte flyvningen til Kyritz 80 km nordvest for Berlin.
Han planter med det samme et frø hos mig. Jeg har af et par gange fløjet fra Neustadt-Glewe, som er i nogenlunde samme område. Der var vejret godt og skuffede ikke. Efter at have luftet idéen på hjemmefronten kontakter jeg Morten Nørgaard fra Billund Svæveflyveklub. Han plejer at være i Tyskland en lille uges tid med sin ASW27 i løbet af sommeren. I år var ingen undtagelse. I uge 30 ville han køre han til Pritzwalk. I modsætning til Kyritz ligger Pritzwalk 110 km nordvest for Alexanderplatz. Han ville sammen med nogle andre deltage i Vestjyllands Svæveflyveklubs sommerlejr. Efter en lidt korrespondance med Steen Lund var det tydeligt, at vi var velkomne til at komme derned.
Cirka en uges tid før afrejse bestilte vi et hotelværelse i Pritzwalk. Vi håbede selvfølgelig på godt vejr, men ellers ville vi jo blot få en tur til Tyskland.

Afrejse
Min familie og jeg kørte til Skinderholm om morgenen d. 24. juli. Her pakkede vi 29 ned i trailer med både 18- og 15-meter tipper. Udover 29 pakkede vi blot ”light” versionen fra min pakkeliste. Dvs. uden alle mulige ting til konkurrencer (reservedele, vanddunke mv.).
Omkring kl. 09:30 trillede vi afsted mod Pritzwalk. Undervejs passerede flere svæveflyvetrailere i den anden retning. Det var juniorer som var på vej til Junior EM i Arnborg. Derudover mødte vi Poul Kim Larsen, som var på vej til Leszno for at deltage til EM i åbenklasse. Vi holdte et par pauser derned af, således at børnene kunne brænde lidt krudt af samt strække ben. I løbet af turen derned er der vel 30-35 km kørsel på landevej – resten foregår på motorvej. Fra motorvejsafkørslen mod Pritzwalk var der blot syv km på landevej. Flyvepladsen ligger med baneenden lige ud til landevejen, hvorfor det var meget nemt at finde flyvepladsen. Kl. 16:30 parkerede vi 29 ved siden af ”BL” fra Vestjyllands Svæveflyveklub. Vejret lignede ikke flyvevejr, men Steen Lund var åbenbart ude at flyve. Omtrent 10 minutter efter at vi ankom, kom der seks-syv danske juniorer kørende med trailere. De havde åbenbart jagtet os siden Nordslesvig, hvor de havde set os på en rasteplads. Vi havde ikke set dem før vi stod på flyvepladsen.
Vi fik checket ind på vores hotelværelse. Hotellet er der ikke meget at berette om, da der blot var værelser. Ingen restaurant eller lignende. I den nordøstlige del af Pritzwalk ligger et tre-stjernet hotel, hvor flere af danskerne havde været inde at få schnitzlen. Afsted det gik.
Pritzwalk er på størrelse med Skjern. Der er alt hvad man behøver. Toget stopper i Pritzwalk, som man kan tage til Berlin. Det er en oplagt mulighed for en dagstur til Berlin, hvis vejret driller en dag.

Første flyvedag
Vejret så i dagene op til d. 25. juli lovende uge. Vi startede med samling af flyene kl. 9, hvorefter der blev holdt en kort briefing på dansk, nu hvor der var kommet en del nye piloter. Landingsrunder skulle foregå mod syd, da der et par kilometer mod nord var en anden flyveplads, Kammermark, som ligeledes laver landingsrunder mod syd. Ordnung muss sein. Derudover var der ikke mange regler eller luftrum.

Omkring kl. 10:30 kørte vi flyene på grid. Spilstartende fly mod nord på banen og fly til flyslæb mod syd. Morten Nørgaard (ASW27), Steen Lund (Ventus 2cT) og jeg havde øjnene stift rettet mod den polske grænse nordøst for Berlin. Vendepunktsfilen indeholdte ingen polske vendepunkter, men vi fik hurtigt lavet et i LX’eren. Vejret blev tjekket igen og igen og satellitbilleder blev studeret. Det skulle nok kunne lade sig gøre.
Vejret inden start så ikke specielt opløftende ud, men Vestjyllands Janus fløj rundt i 700 m, hvorfor vi konstaterede at det bestemt var flyvebart. Helle og børnene kom til startstedet med lidt let frokost, så de kunne se mig starte. Kl. 12:09 gik lettede jeg i flyslæb efter en Super Dimona med halehjul. Flyvechefen holdte øje hjemmefra, hvorfor jeg ved at jeg lettede præcis kl. 12:09.
Det var intet problem at komme i luften, men den stiger, ja, som en Dimona nu gør i flyslæb. Vi drejede pænt udenom vindmøllerne, som står et par kilometer vest for baneenden (de er ret store, når man er i samme højde som dem!). Jeg blev droppet i en 1,5 meter boble og uden meget besvær steg jeg til basen i 900 meter. Motoren blev testet og virkede uden problemer. Nu var vi klar til at tærskle mod Polen. Det gode ved denne flyvning var, at det ikke var en konkurrence. Derudover kunne turen ikke give point i LD, så vi kunne bare flyve hvor vejret var godt uden at blive ”straffet” pointmæssigt.
Som tidligere nævnt var basen ikke super høj til at starte med, men jeg fik arbejdet mig mod øst. Jeg valgte at flyve lidt nordligt for track, da vejret her så bedst ud. Morten Nørgaard fulgte samme rute blot nogle kilometer efter. Steen Lund valgte en mere sydlig rute. Imellem os var der et stort område med udkagning. Vi fløj over nogle store skove, hvor termikken var meget kraftig. Det var ikke unormalt med 3,0 – 3,5 m/s og sågar 4,0 m/s. Ved Templin ca. 60 km øst for den polske grænse stod den fineste skygade. Det gik over stok og sten mod Polen. Det var først ved byen Schwedt/Oder at skygaden sluttede. Grænsen til Polen er meget nem at spotte, da floden Oder deler de to lande. Jeg fløj 6 km ind i Polen, hvor der stod en fin lille cumulus. Jeg var nødt til at prøve lidt polsk termik selvom, at jeg nok godt vidste at den nok var den samme som den tyske. Kort tid efter vendte Morten Nørgaard den polske grænse.
Vi fløj mod vest under den samme gode skygade, men vi var nødt til at kurve lidt termik. Her mødte vi Steen Lund, som var kommet op til vores gade. Vi tog maksimal højde, da der forud ventede et meget langt glid under udkagninger. Vi gled omkring 20 km, hvor vi igen fik kontakt til skygaden ved Templin. Vejret hjem mod Pritzwalk var præget af udkagninger og en anelse regn. Morten Nørgaard og jeg fortsatte mod sydvest ned mod Neuruppin. Det var først her at vi mødte det første tyske svævefly. Der var ikke så mange andre i luften. Morten Nørgaard gav mig en lille guidet tur i området syd for Pritzwalk. Vi kom bl.a. forbi Kyritz og Stölln flyveplads. På den sidstnævnte flyveplads står der et jetfly, som er landet dernede i sin tid! Efter at have betragtet Stölln gled jeg hjem mod Pritzwalk, hvor alle juniorerne fløj rundt og hyggede sig.

Efter landing havde vi tid til at hygge snakke, drikke en øl og børnene kunne lege med de andre børn på flyvepladsen. En lille håndfuld af danskerne kørte til Wittstock. Vi fik buddet om at komme med, men med to trætte børn valgte vi at køre ind til Pritzwalk for at spise. Der er i øvrigt mange spise steder. Vi gav 30 € på en italiensk restaurant for to børn/to voksne inkl. drikkevarer. Dét er billigt… maden var god.

Anden flyvedag
Potentiel Flight Distance (PFD) var meget stor på både TopMeteo og Skysight. Ved et nærmere blik ville der komme meget overudvikling og regn. Optimismen fejlede dog ikke noget. Flyene blev samlet og kørt på startstedet fra morgenstunden. Steen Lund, Morten Nørgaard og jeg ville flyve t/r til Lüsse. Det var en tur på 240 km. Imens vi stod på startstedet kom den første byge. Bygerne stod omkring os. Efter at have tørret 29 tog jeg et flyslæb. Denne gang var det efter en Ikarus C42, da piloten på Super Dimonaen skulle passe spillet. Ikarussen steg med 3,5-4 m/s i slæbet!

Termikken var nogenlunde og basen ikke ret høj. Lidt ligesom herhjemme. Inden udtærskling blev turboen testet og startede uden problemer. Der gik lidt tid inden de andre kom i luften, så derfor gled jeg stille og roligt mod Lüsse. I første omgang blev kurset set mod Kyritz. Bygerne stod omkring mig, men ved Kyritz var der en rigtig god boble. Der var lidt langt imellem dem. Omkring 5 kilometer syd for Kyritz opgav jeg opgaven. Ude mod vest stod en linje med Cb’er og truede. På grund af regn kunne jeg ikke flyve direkte tilbage til Pritzwalk. Derfor måtte jeg flyve der hvor vejret var godt. Kursen blev sat mod det punkt hvor Elben slår et næsten 90° graders knæk mod vest. Nærmere bestemt ved Havelberg, hvilket ligger 25 km nordøst for Stendal. Byge på byge kom fra vest. På siden af en byge fandt jeg en god boble. Mod nord kom der et hul i bygerne, hvilket jeg udnyttede til at komme tilbage til Pritzwalk.
En byge passerede Pritzwalk, hvorfor jeg var nødt til at ligge i holding omkring 10 kilometer syd for flyvepladsen. Efter bygens passage gik jeg ned og landede efter en ”kort” tur på to timer. Klokken var faktisk kun 14:00. Der var en kraftig bygelinje med Cb’er på vej. Med hjælp fra et par piloter fra Vestjyllands Svæveflyveklub kom 29 hurtigt i traileren og klargjort til køreturen hjemad.
Morten Nørgaard blev fanget af en bygelinje og måtte søge længere og længere mod øst. Han landede på en fin mark 20 km øst for Pritzwalk. Steen Lund lykkedes faktisk at gennemføre turen til Lüsse!
Kl. 16:00 satte vi kursen hjemad mod Skinderholm. Efter kort tid på motorvejen holdte alle i vestgående retning helt stille. Der var sket en ulykke længere fremme. Her holdte vi i ca. 45 minutter inden turen fortsatte. Efter et par pauser ankom vi til Skinderholm kl. 23:30.

Det er sjovt at komme til udlandet at flyve. Der er plads til nye eventyr, nye bekendtskaber og unikke oplevelser. Pritzwalk er blot 500 km syd for Skinderholm. 6,5 – 7 timers kørsel med trailer. Jeg kan helt sikkert finde på at køre derned igen. Hermed min opfordring til at afholde en sommerlejr i det tyske – alternativt før eller efter uge 29.

Tekst og billeder: Thomas Grove

 

Pritzwalk-Sommersberg Flyveplads
ICAO-kode: EDBU
Banelængde: 830 x 30 m
Baneretning: 08/26
Højde, MSL: 88 m
Frekvens: 122.685 kHz (8,33 kHz)
Pris for flyslæb til 400 m: 35 €. 3,50 € pr. ekstra 100 m

Links til flyvningerne:
Dag 1: https://www.weglide.org/flight/313074
Dag 2: https://www.weglide.org/flight/313787

01 - Den tysk polske grænse

02 - Udkagninger på vej til Polen

03 - Skygaden vest over

04 - Stöll flyveplads

05 - Pritzwalk

06 - Termikflyvning over Elben

07 - Cb linjen mod vest