Sommerlejren begynder at gå på hæld.
Vores gæster er så småt ved at vende hjem, men vi flyver videre resten af ugen.
Torsdag bød igen på en fantastisk flyvedag – især nord for Randers. Her var der søbrise med masser af termik, mens vi i Herning måtte nøjes med tørtermik. Det forhindrede dog ikke mange fly med start fra Herning i at mødes med andre svævefly i luftrummet omkring Aarhus. På et tidspunkt meldte Aarhus Approach, at der var så mange svævefly i området, at vi selv måtte holde ekstra godt udkig.
Sommerlejren har budt på masser af aktivitet. En stor tak til vores gæster fra Aarhus og Nordvestjylland, som var med til at skabe ekstra liv og hjælpe med afviklingen af flyvedagene. Og en kæmpe tak til klubbens egne medlemmer, der har holdt jordorganisationen kørende, samt til vores instruktører, som har taget en ekstra tørn med skoleflyvningen.
Torsdag aften blev wiresaksen til vores nye elspil demonstreret. Den er konstrueret til at klippe tre wirer, men blev testet med otte – uden problemer.
Vi er nu et stort skridt nærmere den første prøvekørsel af elspillet, og det glæder vi os til!

