Så er Spring Cup ´14 skudt i gang og der er fuldthus med 28 deltagende fly.

Opgaver og resultaterne kan følges på Soaring spot.

 

 

 

Dag 6 - fredag den 25/4

Man kan ikke sige andet end, at vejret var godt - der var solskin og varme, men ingen termik der kunne bære et felt. Udtrykket "polsk lorteluft" er blevet luftet en hel del gange, og hvis man ikke vidste hvad det var inden, så er man mere end almindelig tungnem, hvis man ikke kan forstå, at det er varmluft af den allerværste skuffe. Tung og stabil. Men vi er desperate efter at få en flyvedag, så der var opstilling for både klasse A og klasse B. To sniffere blev sendt i luften. Der var tørtermik til omkring 5-600 meter ved pladsen og længere vestpå 750 meter. Så var det ikke nemt. Som det kan ses blev der i stedet nydt det gode vejr - om det er opladning eller afladning, vil jeg være op til læseren selv at vurdere. Men hyggeligt ser det da ud. Det endte med at klasse A skulle i luften, men gassen gik hurtigt af varmluftsballonen, og flyene landede i en lind strøm på pladsen efter en hård kamp om den sparsomme termik i området nord for pladsen. 

 

 

 

 


Dag 5 - torsdag den 24/4

Vejrguderne var heller ikke i dag venligt stemt. Der var forcastet en lille mulighed for flyvning med start omkring kl. 1400. Men ak - ikke engang musvågerne kunne holde sig på vingerne uden brug af rå muskelkraft. Dagen endte med at blive aflyst, men den store klasse fik samlet.

Højdepunktet på dagen var vores alle sammens fødselar, konkurrencechefen og indpiskeren, Bjarne Sørensen, der havde fødselsdag. BS rundede et skarpt hjørne og fyldte 40 år. Der var kagemand og piloterne havde samlet ind til en lille overraskelse til vores konkurrencechef. Stort tillykke!!!

 


Dag 4 - onsdag den 23/4

Vejrguderne er os ildestedt. Der er ingen muligheder for flyvning i dag.


Dag 3 - tirsdag den 22/4

Det blev endelig en flyvedag ved Spring Cup 2014. Men ikke en af de nemme af slagsen. Vejret var lidt lang tid om at blive egnet til flyvning, så i begge klasser blev der fløjet de korte, sekundære opgaver. I klasse B blev feltet drysset ned rundt omkring i det vestjyske, og specielt Spjald Flyveplads levede af svævefly, hvor ikke mindre end 4 fly fra klasse B udelandede. I klasse A var der også udelandinger eller motorudelandinger. Resultatet fra klasse A, der fik en gyldig flyvedag kan ses via soaringspot.com

Inden flyvedagen begyndte havde vi fået besøg af TV midtvest, som lavede et fint indslag til deres nyhedsudsendelse kl. 1930. Indslaget kan ses her

     

     

 


Dag 2 - mandag den 21/4

Mandag den 21. april vil ikke gå over i historien som en særlig god flyvedag ved Spring Cup. Faktisk fik vi slet ikke fløjet. Bjarne Sørensen forsøgte ellers ihærdigt at indgyde bare en lille smule optimisme ved dagens briefing, hvor der måske kunne flyves i et lille vindue om eftermiddagen, hvis ellers den okklusion der kom fra sydvest holdt sig pænt på afstand og først kom ind om aftenen. Men det gjorde den desværre ikke, som det kan ses af billedet nedenunder. Som det også ses på billedet fra briefingen, så var det ikke de helt store smil der var fremme om udsigten til flyvning på dag 2 til Spring Cup 2014.

Men i morgen ser det ud til lige nu, at der kan flyves en lille opgave. Vi er vel svæveflyvere og optimster smiley

 

    


Dag  1 - søndag den 20/4

Så kom Spring Cup 2014 igang - sådan næsten dag. Vejrguderne havde "beriget" os med en flot solskinsdag krydret med ganske stabil varmluft, som ikke blev særlig varm til at man kunne holde et flyvefelt i luften. Hurtigt blev dagen aflyst i klasse B, og klasse A fik den lille opgave. I klasse A blev dagen dog også hurtigt her aflyst. Da dagen blev aflyst var der dømt fri leg, og der blev lavet et utal af spilstarter og flyslæb. Dimonaen slæbte vel nærmest uafbrudt fra kl. 15 til kl. 2000 uden problemer. 

De piloter, der fløj fra pladsen kunne komme i ca. 700 meter. Peter Fischer i AC (Discus 2cxT 18 m) prøvede sammen med Kenneth Pedersen i ZA (Venter 2cT 18 m) at flyve den lille opgave. Kenneth måtte opgive på vej op til det første vendepunkt, mens Peter Fischer kunne berette om 1100 meter helt ude i det vestjyske, og kom i gennem opgaven.