Konkurrencer, aktiviteter og grøn udvikling i Herning Svæveflyveklub

Der er fuld aktivitet i Herning Svæveflyveklub – både i luften og på jorden

2026-sæsonen er allerede kommet godt fra start. Indtil nu er det blevet til hele 948 starter, 380 flyvetimer i klubfly og mange flotte strækflyvninger. Samtidig har hverdagsflyvning udviklet sig til en stor succes og bidrager til mere aktivitet. Du kan læse mere om livet i klubben under Om klubben.

Fra den 14. maj repræsenterer Thomas Grove, Knud Møller Andersen og Jacob Lassen klubben ved Danmarksmesterskabet i svæveflyvning, og vi ønsker dem alle held og lykke. Om blot en måned går næste hold på vingerne, når Bjarne og Lukas Sørensen igen skal forsvare klubbens farver ved endnu et Danmarksmesterskab. Følg resultaterne på Soaring Spot – Danmarksmesterskaber 2026

Sommeren byder på endnu flere oplevelser. Den 11. juli starter SAC i Arnborg, hvor Herning deltager med hele fem fly – endnu et bevis på klubbens høje aktivitetsniveau.

I uge 30 inviterer Herning Svæveflyveklub til sommerlejr på Skinderholm, hvor der bliver masser af flyvning – naturligvis så meget vejret tillader. Der arbejdes samtidig på at få besøg af veteranfly til Skinderholm, hvilket vil give lejren en ekstra historisk dimension. Sommerlejren er ikke kun for klubbens egne medlemmer – piloter og medlemmer fra andre svæveflyveklubber er også meget velkomne til at kigge forbi, flyve med og være en del af fællesskabet.

På jorden sker der også spændende ting. Klubben har netop været vært for et instruktørkursus arrangeret af Dansk Svæveflyver Union, hvor fire kursister deltog – heraf to fra Herning – og alle bestod med flotte resultater. Evalueringen efter kurset var særdeles positiv og understreger klubbens stærke faglige miljø.

Den grønne omstilling fortsætter. Klubben har investeret i en elektrisk flyhenter, så både wirehenter og flyhenter nu er elektriske. Arbejdet med klubbens nye spil følger planen, og måske gennemføres allerede i efteråret 2026 den første elektriske spilstart i Herning. Det bliver uden tvivl en milepæl, der skal fejre med en event, og du kan læse mere under Om klubben og Grøn omstilling på blå himmel.

Der er også masser at se frem til i kalenderen. Den 13. juni inviteres der til åbent hus på lufthavnen, og under DM-ugen i Herning tilbydes introduktionsture.

I uge 42 bliver Herning igen centrum for læring, flyvning og fællesskab, når klubben inviterer andre klubber til en hel skoleuge med skoleflyvning hver dag, foredrag om aftenen, simulatorflyvning og hyggeligt socialt samvær.

Kunne du tænke dig selv at prøve kræfter med svæveflyvning? Måske er det nu, du skal tage springet. Læs mere under Bliv pilot – og vær klar til skoleugen i uge 42.

Øverst på formularen

 

Scroll to Top