En kovending

Af. Wolmer Jørgensen
En redigeret artikel fra Herning Svæveflyveklubs klubblad KONTAKT 1998

Et forord fra forfatteren:

Historien nedenfor tager udgangspunkt i een af de klubopgaver vi i sin tid udskrev. Indbyrdes konkurrerer vi om at flyve klubopgaverne hurtigst muligt. Når vejret er til det, udskriver vi gerne to opgaver; en kort og en lang. Så vidt jeg husker, var den opgave som historien nedefor tager udgangspunkt i, den korte.

Jeg har nævnt nogle bogstavsforkortelser; NK, X5 og G1. Det er konkurrencebetegnelserne ( konkurrence call-sign ) for de fly som jeg fløj mod den pågældende dag ( NK fløj jeg selv i ). Iøvrigt vil jeg da lige nævne, at konkurrencebetegnelsen for et svævefly, altid står på halen af flyet.

Svæveflyvere bruger også forkortelser for diverse flytyper, så som DG'er og ASW'er  og LS'er. Artiklen nedefor er ingen undtagelse fra det.

Og nu til selve historien:

Historien her, udspænder sig sidste år i (august 1997), hvor vi havde skrevet en opgave ud, der lød: Vildbjerg Station. - Farre Viadukt - Langå jernbane-Y. Denne dag, havde jeg forberedt NK, og hældt 100 liter vand i hovedtankene ( 50 liter i hver vinge), samt 3 liter i halen. Alt var klar til at flyve en tur, og give de andre baghjul.

Opgaven blev skrevet ud, foto af starttavlen, og så op i flyet. Det er helt sikkert at jeg på det tidspukt var fyldt af det dejligste hybris man kan tænke sig, og tanken om at skulle lande ude var mig meget fjern.

Jeg har altid haft det sådan med DG300, at når cockpitchecket er færdigt, så sidder jeg og tænker på den rare fornemmelse man har, når den ligger godt centreret i en 3-meter. Det prøver vi jo i ny og næ her i det jyske, og det er jo svært at bevare det dårlige humør, når man kan komme i tanke om sidst man sad i den situation.

Ja, halehjulet var taget af; det ser man jo tydeligt på tipholderen. ( ... Lidt insiderviden: Hvis man har glemt at tage sit "transport"-halehjul af, er det øl til hele banden efter endt flyvning ... ) Spilstart, udkobling i cirka 350 meter, men jeg bad også om 50 kg ekstra. Alt ok, hovedhjul ind, og så hen og finde noget der giver.

På radioen havde jeg hørt G1 og X5 tærskle ud for et stykke tid siden, så jeg havde noget at indhente. Men optimismen havde jo sat sig fast, og opad gik det også.

Udtærskling mod vest, cirka 900 meter over startlinien og 150 Km/t på fartmåleren. Joh, en DG300 med vand i går faktisk ganske godt skal jeg lige hilse og sige. Jeg fortsatte vestud, og begyndte først at kurve ude i nærheden af Vildbjerg. Det gjorde ikke så meget, for hele vejen derud, havde jeg holdt mig over 700 meter.

Lige før Vildbjerg st, fik jeg en god boble til 1600 meter, og vendepunktsfoto blev taget ... et par gange, jeg var nemlig i tvivl om, hvad der var stationen dernede. I kan selv vurdere om jeg fik det første vendepunkt.

Så gik turen syd-øst over mod Farre-viadukten. Jeg husker faktisk, hvordan jeg sad og nød mine blikke ned på fartmåleren, der jo stod på 130-150 og så lyden af variometeret ... Bibbibib ... jahhh, og det tænkte jeg faktisk, nu skulle Farre nås sammen med dem der tog afsted før mig. Og hvor det gik. Såvidt jeg husker, så kurvede jeg kun én gang før viadukten. Eneste anke mod vejret, var at det var en smule diset, så udkigget havde høj prioritet. Kortet på låret, orientering lige før vendepunkt, udkig, hvor er de ?

Fik jeg den ? Igen vurder selv. Men hvor var de andre ? Jeg havde ikke hørt noget på radioen, så de ville nok ikke ud med hvor langsomt de fløj.. Eller hva? ?

Nåh, tænkte jeg, Langå ahead, and here I come. Igen lod jeg NK glide med ca. 140 nordover.

De af jer der kender lydene fra flyet, vil vide, at med vand i, lyder den noget henad en Duo, og man har også den her rare fornemmelse af ro på rorene, fordi den lige er blevet det tungere.

På det her tidspunkt, var vejret nordud begynd at blive lidt tyndere, men absolut ingen grund til klager. Men, som man nu skal sige, oppe nord for Hinge Sø, der bor der noget der spiser svævefly, i hvert fald nogen da ...

Jeg meldte ind hos Karup approach ved Silkeborg, og gik, som i nok kan gætte, ind mod Langå via Hinge Sø. På vej hen mod Langå var der faktisk ikke nogen problemer, ud over at jeg synes at kunne mærke, at 1 meter bobler tynder ud i optimismen.

Hurtigt havde jeg fløjet. Det står fast. For jeg fik øje på X5 længere østpå. Yep, jeg havde hentet det fly med 30 minutter. Såhh, skidt med de her 1 meter bobler, og lad os så få vendt Langå i en fart:

Det gjorde jeg, og X5 lå stadig derude østpå, faktisk mellem Randers og Langå vurderer jeg. Nåh, men vi skal jo videre mod Skinderholm. Det var planen, og højden var nu 1300 meter.

De her 140 på fartmåleren gjorde et vældigt indhug i min højdereserve nu, og inden længe befandt jeg mig syd for Hinge Sø, med kursen sat sydover, for at nå nogle skyer der så lovende ud. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg hørte G1 og X5 melde til karup , at de gik via Bjerringbro, altså stik vest. Nåhå tænkte jeg, og kiggede bekymret på højdemåleren. Der var ikke noget der gav der hvor jeg fløj, og i 800 meter besluttede jeg at droppe vandet. Tanke åbne, og det lettede lidt i hvert fald, ... ja det gjorde så ....

Ja, det med vandet det havde gjort noget ved mit højdetab. Men?Mit glid var jo ikke så godt nu. Jeg husker at jeg kæmpede en brav kamp for at holde min højde over 600 meter ? 1800 fod. Efterhånden havde jeg nået ned i nærheden af Funder, lidt nordvest for Silkeborg, og på et tidspunkt så det faktisk ud til at jeg ville nå skyerne ovre ved Engesvang.

Men ak. Hybris og Nemisis. Min optimisme var nu afløst af udkigget efter en god udelandingsmark. Jeg fandt en høstet kornmark. Men, jeg opdagede hurtigt at der var høje træer i indflyvningen, så jeg valgte en græsmark ved siden af, hvor indflyvningen var fri. Så fik Karup approach besked om min højde, og at jeg var ved at lande. Jeg meldte 300 fod, hvortil controlleren svarede "det var ikke meget, så farvel og tak" .

Den her mark jeg havde valgt, den var der noget ved, kan I nok forstå. For den var meget stor, og nede i den anden ende stod der en flok køer. Mens jeg fløj flyet ind på finalen, bemærkede jeg at de der firbenede ikke havde set mig endnu. Såhh, jeg følte mig ganske godt tilpas. Udfladning, det første bump, køre lige ud, et blik ud til venstre ... Hva ?

De så alle sammen på mig, og flyet holdt ikke engang stille endnu. Uha, tænkte jeg. Så jeg fik travlt med at bremse.

Jeg sprang faktisk ud af cockpittet. Bange var jeg ikke, men tanken om den flok køer , der kom gående op mod mig fik mig til at lyntænke på, hvad de mon spiser ud over græs ...? Svævefly måske ...? Nu er det jo sådan, at når man lige har fløjet rundt mellem cumulus'er, så tænker man ikke så jordnært. Såhhh, det gjorde jeg heller ikke. Alt imens jeg knoklede med at skubbe flyet ud til kanten af marken, hen til åbningen hvor traktoren sikkert kørte ind.

Der gik ikke særlig mange sekunder, før jeg ramte den første komulus med min venstre sandal. Så ud over at knokle med at skubbe, udtrykte jeg højlydt min utilfredshed med, at de bare går og sk'.. der hvor folk skal gå. Ja, og så var der en varm komulus til min højre sandal. Jeg behøver ikke at gå i detaljer, men jeg kan godt fortælle jer, at da jeg nåede ud til indhegningen, så var min tennisstrømper slet ikke hvide mere, nej de var ej  !!! Og mine sandaler !!

Men de her køer, de er så nysgerrige, og ser også venlige ud. Men kunne de ikke bare nøjes med at se på fra nogle meters afstand. Nej. Jeg stod nu med komulus i strømperne, og cumulus'er over mig, og udstødte nogen for en ko frygtindgydende lyde. X5 og G1 må have været landet på det tidspunkt, sådan følte jeg det, for de her køer blev ved med at stå og sige muhh, og slikke på DG'ens vingetipper. Der gik en evighed. Så blev de sikkert trætte af at høre på mig. I hvert fald gik de til sidst ganske langsomt ned, hvor jeg havde set dem før jeg landede.

Jeg havde dog åndelig styrke nok til at nå at tænke, at det her skulle kunne dokumenteres, således at eftertidens piloter kunne se, at køer ikke nødvendigvis behøves at udføre wing-walking, og at hvis man er frygtindgydende nok, så vælger de at blive slagtet et andet sted. Så se herunder:

Ja, billederne taler jo deres eget sprog, og jeg håber at I kan se hvor mange køer der var. Det er ikke noget under at Tommy spurgte mig om ikke vi havde for mange med hjem. Det sagde han med et stort grin, og pegede rundt i bilen, der var blevet helt sort af fluer indeni. Tommy grinede og sagde, at det da var godt at det var min egen, og når vi kom hjem til Skinderholm, så måtte vi nok hellere stoppe henne ved vandslangen.

Moralen:

-Hvis du ej har gode cumulus'er i vente,

-Så risikerer du at andre, dig ud af komulus'er må hente.